
Forlaget Ehrhorn-Hummerston ejes af stifterne, Morten Ehrhorn og Justin Hummerston - et erfarent og kreativt team, der vægter en grundig redaktion af de bøger vi udgiver.
For os gælder den samme idealistiske ambition, der gælder for de fleste andre små forlag: At finde frem til spændende titler, der bliver overset i mængden af de store forlag.
Hvert år udgives, der mere end 10.000 bogtitler i Danmark. Det har den konsekvens, at man som bognørd skal være vaks ved boghylden – for ligesom man skal nå at se en film i biografen, inden den bliver taget af plakaten, så er det ikke mange bøger, det hviler ret længe i boghandlernes reoler. Det betyder, at rigtig mange læseværdige bøger – særligt de såkaldte ’smalle udgivelser’ – ikke når ud til læserne, fordi disse ganske enkelt ikke når at se dem.
Vi oplever også, at de store forlag er blevet mindre risikovillige, efterhånden som de er blevet mere økonomisk pressede. Giganterne vælger at satse mere på kommercielle bøger – altså sikre bestsellere som eksempelvis kendis-biografier, bøger om aktuelle sager eller romaner af de ’store navne’ – kulturelle, lyriske, historiske og/eller illustrerede bøger bliver langsomt, men støt skåret fra.
Hos Forlaget Ehrhorn-Hummerston er det ikke muskelkraft, der er det afgørende. Hos os er midlerne små, men viljen til at tage chancer og tænke nyt er stor. Vi forsøger at fange det bedste i strømmen af disse mindre udgivelser som forlagene ikke længere mener, der er et marked for.
Det er som om det centrale for en bogs værdi, er hvor meget den kan sælge. Vi tror på at de store forlag skyder sig selv i foden, når de ved at opgive den såkaldte smalle litteratur, overser helt særlige perler. Formentlig vinder de økonomisk på den korte bane, men på den lange bane synes det som om de mister ”kulturel kapital”. Vores hjertebarn er coffee-table-bøger, og kunstbøger med budskaber og indhold – derfor ånder vi for at skabe kulturel kapital. Også selvom vi ved det ikke nødvendigvis vil give økonomisk overskud.
Fordi vi har få faste omkostninger, og dermed mulighed for at skrue op og ned for arbejdsstyrken, kan vi nøjes med at udvælge og udgive de bøger, vi virkelig brænder for og tror på.
Udover at have lavet bøger med blandt andre Kristian von Hornsleth, Knud Odde, Tal R, Christian Schmidt-Rasmussen, Utzons Logbook vol. 5 (som netop har vundet to priser i Tyskland) har vi også udgivet Danmarks første facebook-bog: “Hvad laver du lige nu?” af Eddie Michel Azoulay; portrætteret smykkeikonet Troldekugler: “An Icon in Jewellery Design - Trollbeads”, samt skabt diverse andre virksomhedportrætter og jubilæumsbøger. Netop nu er vi aktuelle med udgivelsen “Lyngby-Taarbæk - Fragmenter”.